Slanger Slanger - fantasi og virkelighed Vi gyser, når Indiana Jones falder ned i en hule fyldt med slanger, eller når "Fangerne på fortet" skal hente kodeordet i en kælder, hvor det vrimler med kryb. Hvorfor føler vi ubehag og uhygge ved synet af slanger ?. I denne temaartikel fortæller de to zoologer fra formidlingsafdelingen, Ulla Didriksen og Dorte Andersen, om slangers liv og levned.
Opfattelse af slanger Af verdens 2700 slangearter er omkring 250 giftige. Den gængse opfattelse af slanger er dog, at de er snu, slimede og farlige. En spørgerunde blandt 11-12 årige skoleelever i Zoologisk Have bekræfter dette. I alt blev 123 børn spurgt, hvad de tænkte på, når de hørte ordet "kvælerslange". 61% af børnene svarede "dræber, farlig, dødelig, grim, morderisk, ond, slimet, ulækker, væmmelig". 9% af børnene svarede "sød, flot, dejlig" - mens 30% svarede, at kvælerslanger er musespisere, mærkelige, langtungede, store og tykke. Til trods for at der kun lever to slangearter i Danmark - snog og hugorm - og at det er sjældent, at man møder disse slanger i naturen, har danske børn en negativ opfattelse af slanger. Stammer denne holdning fra film, hvor slanger ofte anvendes som skrækindslag ? . Eller er det medfødt adfærd at reagere med frygt ?. Kendt er det, at chimpanser - vores nærmeste slægtninge - viser udpræget angst ved synet af en slange. Selv chimpanser i zoologiske haver er rædselsslagne ved synet, hvilket er bemærkelsesværdigt, da dyrene er født i fangenskab og ikke har lært af andre chimpansers reaktion. Selvfølgelig findes der giftige slanger, som man skal være bange for, men dårlige rygter og overtro har altid fulgt slanger. Slangen i Paradis som symbol på Djævlen er nok det mest kendte slangesymbol i den vestlige kultur. Apotekernes logo, hvor æskulapsnogen stadig indgår, stammer fra den græske læge Asklepios. Han helbredte mennesker og kunne endda opvække de døde ved hjælp af slangen. Faraonernes brug af slangesymbolet i hovedklæder og på stokke og stave og uhyret Medusa, hvis hår bestod af slanger, vidner om slangens styrke, ondskab, viden og magt.
Opfattelse af slanger Af verdens 2700 slangearter er omkring 250 giftige. Den gængse opfattelse af slanger er dog, at de er snu, slimede og farlige. En spørgerunde blandt 11-12 årige skoleelever i Zoologisk Have bekræfter dette. I alt blev 123 børn spurgt, hvad de tænkte på, når de hørte ordet "kvælerslange". 61% af børnene svarede "dræber, farlig, dødelig, grim, morderisk, ond, slimet, ulækker, væmmelig". 9% af børnene svarede "sød, flot, dejlig" - mens 30% svarede, at kvælerslanger er musespisere, mærkelige, langtungede, store og tykke. Til trods for at der kun lever to slangearter i Danmark - snog og hugorm - og at det er sjældent, at man møder disse slanger i naturen, har danske børn en negativ opfattelse af slanger. Stammer denne holdning fra film, hvor slanger ofte anvendes som skrækindslag ? . Eller er det medfødt adfærd at reagere med frygt ?. Kendt er det, at chimpanser - vores nærmeste slægtninge - viser udpræget angst ved synet af en slange. Selv chimpanser i zoologiske haver er rædselsslagne ved synet, hvilket er bemærkelsesværdigt, da dyrene er født i fangenskab og ikke har lært af andre chimpansers reaktion. Selvfølgelig findes der giftige slanger, som man skal være bange for, men dårlige rygter og overtro har altid fulgt slanger. Slangen i Paradis som symbol på Djævlen er nok det mest kendte slangesymbol i den vestlige kultur. Apotekernes logo, hvor æskulapsnogen stadig indgår, stammer fra den græske læge Asklepios. Han helbredte mennesker og kunne endda opvække de døde ved hjælp af slangen. Faraonernes brug af slangesymbolet i hovedklæder og på stokke og stave og uhyret Medusa, hvis hår bestod af slanger, vidner om slangens styrke, ondskab, viden og magt.
Kvælerslangen.
Kvælerslanger er en samlet betegnelse for boaslanger og pythonslanger. Fælles for begge
grupper er at de dræber deres bytte ved at sno sig rundt om det og kvæle det med kroppens stærke muskler. Når byttet er kvalt, bliver det slugt helt. Nogle af de små arter af
kvælerslanger kvæler ikke byttet, men holder det fast med musklerne inden det bliver slugt
levende. Den vigtigste forskel på boaslanger og pythonslanger er måden de får unger på. Boaslangerne føder nemlig levende unger, mens pythonslangerne lægger æg. Når pythonhunnen har lagt sine æg, samler hun dem i en bunke, snor sin krop rundt om dem og lægger hovedet til hvile på toppen af dem. Efter et par timer begynder æggene at hænge sammen, og det hjælper dem til at blive udklækket. Nogle arter af pythonslanger er helt specielle hos krybdyrene ved at de aktivt hjælper æggene med at blive udruget. Det sker ved at hunnen hele tiden trækker sine muskler sammen omkring æggene og dermed
producerer en masse varme, der giver en hurtigere og mere effektiv udrugning af æggene.
Det er det eneste eksempel blandt krybdyrene på aktiv udrugning.
Kvælerslanger kan sluge meget større bytte end det umiddelbart ser ud til. Det skyldes at
slangerne er i stand til at hægte kæberne fra hinanden i leddet og dermed gabe over meget store dyr. Når kæberne er spilet helt fra hinanden, trækkes byttet langsomt ind i
slangens gab ved hjælp af nogle skarpe bagudrettede tænder. Når kvælerslanger har spist
går der som regel 4 6 dage før byttet er fuldstændig fordøjet og først derefter går slangen
igen i gang med at fange bytte. Kvælerslanger kan leve meget lange perioder uden mad
og der er eksempler på at kvælerslanger har levet fint i flere år uden at indtage føde.
Kvælerslanger kan blive meget store og specielt to arter kæmper om titlen som verdens største slange. Den ene er netpythonen, der kan blive op til 11 meter lang og lever i Asiens regnskove. Den anden er anacondaen, der er en sydamerikansk boaslange. Man mener ikke anacondaen kan blive helt så lang som netpythonen, men til gengæld er den langt tungere og meget kraftigere bygget. Den kan veje helt op til 250 kg.
Skelettet:
Slangers skelet er ikke særligt kompliceret. De har ikke nogen vedhæng.
Nogle enkelte arter som f.eks. boaer og pytoner har nogle resterende strukturer af bækken. Slangers bevægelse stiller store krav til rygsøjlen.
Antallet af ryghvirvler varierer mellem ca. 160 og 400. Dette giver større bevægelighed for slangen. For at hindre en for stor bevægelighed, og dermed risiko for beskadigelse af vigtige nerver samt blodkar, er der udviklet ekstra ledforbindelser mellem de enkelte hvirvler. Bortset fra de forreste hvirvler, er alle kroppens hvirvler forsynet med ribben. De sidste foran gattet er tvegrenede og omslutter nogle organer, som lymfehjerter, der pumper lymfen rundt i kroppen.
Forlemmer og skulderbælte mangler helt hos slanger. Bækken og baglemmer kan være til stede i forskellig grad, men er hos de fleste slanger helt bortreducerede.
Som en tilpasning til slangeformen sker der også en reduktion af venstre lunge, der kan være delvis eller helt forsvundet.
Hovedet
Den unike del af slangen er hovedet og tænderne.
Pga. tilpasninger i hovedet er de i stand til at sluge byttedyr meget større end dem selv (læs nærmere længere nede).
Kæber
Slangers over,- og underkæbe er ledløse.
Da ledet mellem over,- og underkæbe er sat meget langt tilbage i kraniet, gør det slangen i stand til at åbne munden så meget den vil. Dette gør, at de er i stand til at sluge dyr på størrelse med antiloper pg alligatorer.
Da knoglerne i underkæben ikke er smeltet sammen i enden, er den i stand til at kunne bevæge sig sidelæns mens den er ved at sluge sit bytte. De fleste ligger dog stille mens byttet sluges.
En anden grund til at de er i stand til at åbne munden så meget er at den også har en løs vedhæftet knogle, som kaldes "quadrate" som sidder på hver side bagerst. Dette betyder en "dobbelt hængsel" på leddet, så når slangen sluger bevæges kæberne automatisk på hver side af ansigtet og bevæger byttet ind i munden.
En anden grund skyldes også tændernes placering.
Tænderne er placeret bagudvendt, og virker derfor som kroge, da de holder godt fast i byttet, og sikre levende byttedyr at flygte.
Tænderne
Tænderne er sammensat for slangens bedste.
De er både sat sammen med knoglerne i overkæben, men samtidig er de i stand til at vokse ud igen, hvis de tabes.
Mange slanger har flere tandsæt gennem deres liv. Dette er nødvendigt, da slanger ofte taber nogle tænder mens de sluger deres føde.
Den typer tænder slanger har, afhænger af den metode de bruger til at fange og dræbe byttet på.
Der findes 3 forskellige slags tandsæt blandt slangerne:
Sammentrækkende muskel tandsæt:
De fleste slanger har to rækker af tandsæt i overkæben, og en tandrække i underkæberne.
Alle tænderne er små og kroge-agtige.
Alle ugiftige slanger har denne slags tandsæt. Giftslanger har enten rillet hugtænder eller hule hugtænder.
Rillet hugtænder:
Slanger med hugtænder har kun et sæt tandsæt i overkæbensamt et par hugtænder.
Hugtænderne har nogle riller som indeholder en sti, som giften løber igennem, inden det når ind i byttet.
Giften kommer oppe fra kiftkamret som sidder indeni slangen, oppe på toppen af hovedet.
Hule hugtænder:
Slanger med dette tandsæt leverer giften på samme måde som dem med rillet hugænder.
Forskellen er at hule hugtænder mere er en form for en indsprøjtning som giften flyder igennem.
Disse hugtænderne kan enten være erektil eller faste.
Erektile tænder er tilbagetrukket i toppen af munden, og kommer frem når munden åbnes, hvorimod faste tænder altid er fremme.
Nogle enkelte arter som f.eks. boaer og pytoner har nogle resterende strukturer af bækken. Slangers bevægelse stiller store krav til rygsøjlen.
Antallet af ryghvirvler varierer mellem ca. 160 og 400. Dette giver større bevægelighed for slangen. For at hindre en for stor bevægelighed, og dermed risiko for beskadigelse af vigtige nerver samt blodkar, er der udviklet ekstra ledforbindelser mellem de enkelte hvirvler. Bortset fra de forreste hvirvler, er alle kroppens hvirvler forsynet med ribben. De sidste foran gattet er tvegrenede og omslutter nogle organer, som lymfehjerter, der pumper lymfen rundt i kroppen.
Forlemmer og skulderbælte mangler helt hos slanger. Bækken og baglemmer kan være til stede i forskellig grad, men er hos de fleste slanger helt bortreducerede.
Som en tilpasning til slangeformen sker der også en reduktion af venstre lunge, der kan være delvis eller helt forsvundet.
Hovedet
Den unike del af slangen er hovedet og tænderne.
Pga. tilpasninger i hovedet er de i stand til at sluge byttedyr meget større end dem selv (læs nærmere længere nede).
Kæber
Slangers over,- og underkæbe er ledløse.
Da ledet mellem over,- og underkæbe er sat meget langt tilbage i kraniet, gør det slangen i stand til at åbne munden så meget den vil. Dette gør, at de er i stand til at sluge dyr på størrelse med antiloper pg alligatorer.
Da knoglerne i underkæben ikke er smeltet sammen i enden, er den i stand til at kunne bevæge sig sidelæns mens den er ved at sluge sit bytte. De fleste ligger dog stille mens byttet sluges.
En anden grund til at de er i stand til at åbne munden så meget er at den også har en løs vedhæftet knogle, som kaldes "quadrate" som sidder på hver side bagerst. Dette betyder en "dobbelt hængsel" på leddet, så når slangen sluger bevæges kæberne automatisk på hver side af ansigtet og bevæger byttet ind i munden.
En anden grund skyldes også tændernes placering.
Tænderne er placeret bagudvendt, og virker derfor som kroge, da de holder godt fast i byttet, og sikre levende byttedyr at flygte.
Tænderne
Tænderne er sammensat for slangens bedste.
De er både sat sammen med knoglerne i overkæben, men samtidig er de i stand til at vokse ud igen, hvis de tabes.
Mange slanger har flere tandsæt gennem deres liv. Dette er nødvendigt, da slanger ofte taber nogle tænder mens de sluger deres føde.
Den typer tænder slanger har, afhænger af den metode de bruger til at fange og dræbe byttet på.
Der findes 3 forskellige slags tandsæt blandt slangerne:
Sammentrækkende muskel tandsæt:
De fleste slanger har to rækker af tandsæt i overkæben, og en tandrække i underkæberne.
Alle tænderne er små og kroge-agtige.
Alle ugiftige slanger har denne slags tandsæt. Giftslanger har enten rillet hugtænder eller hule hugtænder.
Rillet hugtænder:
Slanger med hugtænder har kun et sæt tandsæt i overkæbensamt et par hugtænder.
Hugtænderne har nogle riller som indeholder en sti, som giften løber igennem, inden det når ind i byttet.
Giften kommer oppe fra kiftkamret som sidder indeni slangen, oppe på toppen af hovedet.
Hule hugtænder:
Slanger med dette tandsæt leverer giften på samme måde som dem med rillet hugænder.
Forskellen er at hule hugtænder mere er en form for en indsprøjtning som giften flyder igennem.
Disse hugtænderne kan enten være erektil eller faste.
Erektile tænder er tilbagetrukket i toppen af munden, og kommer frem når munden åbnes, hvorimod faste tænder altid er fremme.
Anatomi
Slangens indre anatomi er noget anderledes eftersom dens kropsbygning er meget anderledes end andres dyr. Dette gør derfor også at organerne er placeret noget anderleders.
Alle dens indre organer er beskyttet af alle dens ribben.
Muskler:
Slangen benytter sine muskler til at bevæge sig med samt flytte indtaget føde.
Der forefindes 5 forskellige bevægelses evner:
Sidebevægende: Er den mest almindelig form for bevægelser hos slanger.
Denne "kuperet" kravlen, er sådan vi opfanger slangerne.
Retlinjet: Store og tunge slanger bruger ofte denne form.
De er i stand til at flytte kroppen fra hovedet til bugen, hvorefter resten af kroppen bliver trukket med.
Sidelæns: Denne bevægelse bruges når de kyler deres kroppe sidelæns afsted i loopinger. Det er mest kun de slanger som lever i ørken, der bruger denne teknik.
Concertina: Denne metode bruges kun af de trælevende slanger.
Kroppen samler sig til en loop, hvorefter hovedet bevæges hurtigt fremad. Dette resultere i at resten af kroppen strækkes ud, til nærmest et spring.
Harmonikabevægelse: Ved denne metode folder slangen kroppen bagtil, mens den strækker sig frem og fortil, mens den haler bagenden til sig.
Nyrerne
Nyrene har til opgave at slangen kan komme af med sit urin. Nyerne er aflange og den højre nyre er tættere placeret på hovedet end den venstre.
De filtrer blodet og adskiller afffald, som herefter bliver koncentrert og transporteret via ureters til kloaken.
Ureters er et hult rør som kun har til opgave at tranportere urin.
Åndedrætssystemtet
Slangers ind- og udåndnings finder sted gennem deres mund og luftrør. Alle slanger bortset fra boaer og pythoner,mangler en fungerende venstre lunge, og derfor er den højre lunge stærkt forstørret. Højre lunge er især særlig stor hos vandlevende slanger, og den nedre del er derfor omdannet så den kan styre slangens opdrift i vandet.
Hos nogle arter kompenseres den manglende venstre lunge af en trachelunge, som r en udvidelse af den højre. Dette giver slangen mere kapacitet og kan hjælpe slangen med at ånde, mens den sluger store byttedyr.
For at forhindre en kvælning har slangen også et muskuløst luftrør, som de kan skyde frem under indtagelse af føde, og derved fortsætte vejrtrækningen.
Kredsløbet:
Slangernes kredsløb ligner de fleste andres dyrs, bortset fra at hjertet kun har 3 kamre i stedet for 4. De har kun et hjertekammer, som delvist er opdelt, og de blodstrømme, der passerer igennem det, opblandes ikke.
Fordøjelsessystemet:
Hele fordøjelsesprocessen indledes i munden, hvor mundkirtler udskiller fordøjelsesvæsker, mens slangen spiser.
Hos giftslanger uskadeliggøres disse væsker byttet, samtidig med at de letter fordøjelsen.
Svælg og spiserør er muskuløse og medvirker til at presse føden ned i maven, der blot er en bredere del af tarmen. Pga. slangens smalle form ligger tyk- og tyndtarmen mere udstrakt og er derfor kortere end ved de fleste dyrs.
Ufordøjet føde udskilles gennem endetarm og kloak.
Nervesystemet:
Systemet består af hjernen og rygmarven, der strækker sig ned gennem hele rygsøjlen. Manglen på lemmer betyder, at nervenetværket er forenklet, dog således at slanger har ekstra nerver, som betjener Jacobs organet og, hos nogle arter, de varmefølsomme gruber.
Funktionen af nerve enderne under skællenes gruber og knuder er ikke helt klarlagt, men gruberne kan være følsomme overfor berøring, varme eller lys eller de kan bruges til en eller anden form for kemisk kommunikation.
Alle dens indre organer er beskyttet af alle dens ribben.
Muskler:
Slangen benytter sine muskler til at bevæge sig med samt flytte indtaget føde.
Der forefindes 5 forskellige bevægelses evner:
Sidebevægende: Er den mest almindelig form for bevægelser hos slanger.
Denne "kuperet" kravlen, er sådan vi opfanger slangerne.
Retlinjet: Store og tunge slanger bruger ofte denne form.
De er i stand til at flytte kroppen fra hovedet til bugen, hvorefter resten af kroppen bliver trukket med.
Sidelæns: Denne bevægelse bruges når de kyler deres kroppe sidelæns afsted i loopinger. Det er mest kun de slanger som lever i ørken, der bruger denne teknik.
Concertina: Denne metode bruges kun af de trælevende slanger.
Kroppen samler sig til en loop, hvorefter hovedet bevæges hurtigt fremad. Dette resultere i at resten af kroppen strækkes ud, til nærmest et spring.
Harmonikabevægelse: Ved denne metode folder slangen kroppen bagtil, mens den strækker sig frem og fortil, mens den haler bagenden til sig.
Nyrerne
Nyrene har til opgave at slangen kan komme af med sit urin. Nyerne er aflange og den højre nyre er tættere placeret på hovedet end den venstre.
De filtrer blodet og adskiller afffald, som herefter bliver koncentrert og transporteret via ureters til kloaken.
Ureters er et hult rør som kun har til opgave at tranportere urin.
Åndedrætssystemtet
Slangers ind- og udåndnings finder sted gennem deres mund og luftrør. Alle slanger bortset fra boaer og pythoner,mangler en fungerende venstre lunge, og derfor er den højre lunge stærkt forstørret. Højre lunge er især særlig stor hos vandlevende slanger, og den nedre del er derfor omdannet så den kan styre slangens opdrift i vandet.
Hos nogle arter kompenseres den manglende venstre lunge af en trachelunge, som r en udvidelse af den højre. Dette giver slangen mere kapacitet og kan hjælpe slangen med at ånde, mens den sluger store byttedyr.
For at forhindre en kvælning har slangen også et muskuløst luftrør, som de kan skyde frem under indtagelse af føde, og derved fortsætte vejrtrækningen.
Kredsløbet:
Slangernes kredsløb ligner de fleste andres dyrs, bortset fra at hjertet kun har 3 kamre i stedet for 4. De har kun et hjertekammer, som delvist er opdelt, og de blodstrømme, der passerer igennem det, opblandes ikke.
Fordøjelsessystemet:
Hele fordøjelsesprocessen indledes i munden, hvor mundkirtler udskiller fordøjelsesvæsker, mens slangen spiser.
Hos giftslanger uskadeliggøres disse væsker byttet, samtidig med at de letter fordøjelsen.
Svælg og spiserør er muskuløse og medvirker til at presse føden ned i maven, der blot er en bredere del af tarmen. Pga. slangens smalle form ligger tyk- og tyndtarmen mere udstrakt og er derfor kortere end ved de fleste dyrs.
Ufordøjet føde udskilles gennem endetarm og kloak.
Nervesystemet:
Systemet består af hjernen og rygmarven, der strækker sig ned gennem hele rygsøjlen. Manglen på lemmer betyder, at nervenetværket er forenklet, dog således at slanger har ekstra nerver, som betjener Jacobs organet og, hos nogle arter, de varmefølsomme gruber.
Funktionen af nerve enderne under skællenes gruber og knuder er ikke helt klarlagt, men gruberne kan være følsomme overfor berøring, varme eller lys eller de kan bruges til en eller anden form for kemisk kommunikation.
Skæl
Slangernes skællede hud består af pladeagtige skæl, som er forbundet med elastisk hud og som er både beskyttende samt smidige.
Slanger har forskellige typer skæl forskellige steder på kroppen. Hver type har et bestemt formål og varierer alt efter slangens levested samt levevis.
Pigmentet i skællene giver slangen dens farver og mønstre og udgør en vigtig del af dens arsenal ved enten at camouflere den i leveområdet eller ved at skræmme fjender væk.
Skællenes funktion:
Slangens hud består af 2 elementer:
- De fortykkede områder som er skællene
- De bløde, tyndere områder mellem skællene.
I forhold til fiskeskæl kan slangens skæl ikke "skrabes" af, men hudens yderste lag afstødes jæventligt for at give plads til nyt vækst.
Skællene beskytter slangen mod skader når den bevæger sig over ujævnt overlag og de udgør et forsvar mod paraitangrab, bidende insekter samt mindre rovdyr og slangens byttedyr.
Skællene kan lette bevægelse. Ureglmæssigheder i skællene, især langs bagkanterne af undersidens bugskinner, hjælper slangen med at holde sig fast i overfladen og trække sig frem i det enten vandrette eller lodrette plan.
Dertil medvirker skællene bl.a. til at mindske vandtabet hos ørkenarter og ekperimenter viser at skællene hos disse slanger giver en større beskyttelse mod udtørring end hos andre arter.
Typer af Skæl:
En slange kan have tre eller flere typer skæl på forskellige dele af kroppen, med hver sin særlige form og funktion.
Dorsale skæl: Disse skæl findes på ryg og sider og sidder normalt i rækker. Dorsaleskæl kan have køl , som hos de fleste hugorme, eller os er de glatte som hos gravende slanger.
Ventrale Skæl: Disse skæl sidder på undersiden og er glatte, så slangen nemmere kan bevæge sig.
Det bagerste, det præanale skæl, kan være enkelt eller dobbelt.
Hovedskæl: Disse skæl hos de fleste slanger store og pladeformet. De omfatter de rostrale skæl i snudespidsen , de subokulare skæl lige under øjnene og de labiale skæl omkring munden.
Subcaudale skæl: Disse sidder på undersiden af halen og kan minde meget ventrale skæl, men kan enten være enkelte eller dobbelte.
Slanger har forskellige typer skæl forskellige steder på kroppen. Hver type har et bestemt formål og varierer alt efter slangens levested samt levevis.
Pigmentet i skællene giver slangen dens farver og mønstre og udgør en vigtig del af dens arsenal ved enten at camouflere den i leveområdet eller ved at skræmme fjender væk.
Skællenes funktion:
Slangens hud består af 2 elementer:
- De fortykkede områder som er skællene
- De bløde, tyndere områder mellem skællene.
I forhold til fiskeskæl kan slangens skæl ikke "skrabes" af, men hudens yderste lag afstødes jæventligt for at give plads til nyt vækst.
Skællene beskytter slangen mod skader når den bevæger sig over ujævnt overlag og de udgør et forsvar mod paraitangrab, bidende insekter samt mindre rovdyr og slangens byttedyr.
Skællene kan lette bevægelse. Ureglmæssigheder i skællene, især langs bagkanterne af undersidens bugskinner, hjælper slangen med at holde sig fast i overfladen og trække sig frem i det enten vandrette eller lodrette plan.
Dertil medvirker skællene bl.a. til at mindske vandtabet hos ørkenarter og ekperimenter viser at skællene hos disse slanger giver en større beskyttelse mod udtørring end hos andre arter.
Typer af Skæl:
En slange kan have tre eller flere typer skæl på forskellige dele af kroppen, med hver sin særlige form og funktion.
Dorsale skæl: Disse skæl findes på ryg og sider og sidder normalt i rækker. Dorsaleskæl kan have køl , som hos de fleste hugorme, eller os er de glatte som hos gravende slanger.
Ventrale Skæl: Disse skæl sidder på undersiden og er glatte, så slangen nemmere kan bevæge sig.
Det bagerste, det præanale skæl, kan være enkelt eller dobbelt.
Hovedskæl: Disse skæl hos de fleste slanger store og pladeformet. De omfatter de rostrale skæl i snudespidsen , de subokulare skæl lige under øjnene og de labiale skæl omkring munden.
Subcaudale skæl: Disse sidder på undersiden af halen og kan minde meget ventrale skæl, men kan enten være enkelte eller dobbelte.
Sanserne:
Slangernes udviklingshistorie omfatter en mange millioner år lang udviklingsperiode, hvor de også levede under jorden.
Derfor har nogle af deres sanseorganer også udviklet sig mere anderledes end hos mange andre dyr.
Som årsag for et dårligt syn, er nogle af deres andre sanser blevet utrolig forbedret, og nogle af slangernes sanser som bruges til registrering af bytte
og omgivelser, finder man kun hos disse dyr.
De fleste dyr er afhængige af synet og hørelsen. Men hos slangerne er det lugten og følelsessansen, som er vigtige faktorer.
Synet:
Hos mange gravende slanger er øjnene degenereret til et punkt hvor de kun er i stand til at skelne mellem lys og mørke.
Det gælder for næsten alle arter i de mest primitive familier - ormslanger men os gravende slanger i andre familier.
Øjnene hos de øvrige arter har en af følgende pupiller:
- Runde
- Lodrette
- Vandrette.
De fleste slanger har runde pupiller. De slanger med små runde pupiller lever skjult og jager mest om natten.
Slanger med store runde pupiller jager normalt om dagen og ser godt, selvom de har besvær med at se ubevægelige ting klart. For bedre at kunne se under jagten, kan de rejse hoved og hals fra jorden.
Lodrette pupiller er typisk for nat aktive arter. Disse har tilpasset sig dårlige lysforhold. I stærkt lys trækker deres pupiller sig sammen til sprækker så nethinden beskyttes.
Vandrette pupiller forekommer kun ved få arter. Pga. pupillernes form og øjnenes placering samt størrelse, har disse slanger et godt samsyn - noget der ikke er muligt for slanger med øjne på siden af hovedet.
Slanger med samsyn kan bedømme afstande meget præcist.
Slangernes øjne er dækket med en slangs "briller". Det er en del af hammen og bliver udskiftet, hvor gang slangen skifter ham.
Disse "briller" har flere fordele som f.eks. at øjnene ikke tørre ud.
Hørelsen:
Slanger har ingen synlige ører, men rudimenter af ørenes indre er stadig til stede i form af små knogler kaldt stigbøjler, som overfører svingninger til det indre ører.
For at registrere dem skal underkæben være i forbindelse med jorden. Svingningerne overføres derpå via kæbeknogler, stigbøjler og ledben til det indre øre.
Udover fjenders fodtrin samt pulsen af mulige byttedyr, kan slanger desuden utvivlsomt opfange lavfrekvente luftbårne lyde.
Lugten
Ligesom andre hvirveldyr har slanger næsebor som er forbundet med hjernes lugtecenter. Men i forhold til andre til dyr, så lugter slangen via partikler som spredes gennem luften.
Derudover har de et ekstra organ, som kaldet det Jacobsonske organ, som består af fordybninger eller udposninger i slangens gane, som den stikker spidsen af sin kløftede tunge op i. Hver af disse er fyldt med duft og smags receptorer, så når slangen fører sin kløftet tunge derop overføre den de opfangede duftmolekyler, og derved bliver molekylerne analyseret og bliver derefter sendt op i hjernen.
Derfor har nogle af deres sanseorganer også udviklet sig mere anderledes end hos mange andre dyr.
Som årsag for et dårligt syn, er nogle af deres andre sanser blevet utrolig forbedret, og nogle af slangernes sanser som bruges til registrering af bytte
og omgivelser, finder man kun hos disse dyr.
De fleste dyr er afhængige af synet og hørelsen. Men hos slangerne er det lugten og følelsessansen, som er vigtige faktorer.
Synet:
Hos mange gravende slanger er øjnene degenereret til et punkt hvor de kun er i stand til at skelne mellem lys og mørke.
Det gælder for næsten alle arter i de mest primitive familier - ormslanger men os gravende slanger i andre familier.
Øjnene hos de øvrige arter har en af følgende pupiller:
- Runde
- Lodrette
- Vandrette.
De fleste slanger har runde pupiller. De slanger med små runde pupiller lever skjult og jager mest om natten.
Slanger med store runde pupiller jager normalt om dagen og ser godt, selvom de har besvær med at se ubevægelige ting klart. For bedre at kunne se under jagten, kan de rejse hoved og hals fra jorden.
Lodrette pupiller er typisk for nat aktive arter. Disse har tilpasset sig dårlige lysforhold. I stærkt lys trækker deres pupiller sig sammen til sprækker så nethinden beskyttes.
Vandrette pupiller forekommer kun ved få arter. Pga. pupillernes form og øjnenes placering samt størrelse, har disse slanger et godt samsyn - noget der ikke er muligt for slanger med øjne på siden af hovedet.
Slanger med samsyn kan bedømme afstande meget præcist.
Slangernes øjne er dækket med en slangs "briller". Det er en del af hammen og bliver udskiftet, hvor gang slangen skifter ham.
Disse "briller" har flere fordele som f.eks. at øjnene ikke tørre ud.
Hørelsen:
Slanger har ingen synlige ører, men rudimenter af ørenes indre er stadig til stede i form af små knogler kaldt stigbøjler, som overfører svingninger til det indre ører.
For at registrere dem skal underkæben være i forbindelse med jorden. Svingningerne overføres derpå via kæbeknogler, stigbøjler og ledben til det indre øre.
Udover fjenders fodtrin samt pulsen af mulige byttedyr, kan slanger desuden utvivlsomt opfange lavfrekvente luftbårne lyde.
Lugten
Ligesom andre hvirveldyr har slanger næsebor som er forbundet med hjernes lugtecenter. Men i forhold til andre til dyr, så lugter slangen via partikler som spredes gennem luften.
Derudover har de et ekstra organ, som kaldet det Jacobsonske organ, som består af fordybninger eller udposninger i slangens gane, som den stikker spidsen af sin kløftede tunge op i. Hver af disse er fyldt med duft og smags receptorer, så når slangen fører sin kløftet tunge derop overføre den de opfangede duftmolekyler, og derved bliver molekylerne analyseret og bliver derefter sendt op i hjernen.
Varmegruber
Nogle slanger har særlige sanseorganer som man kalder varmegruber.
Disse findes ved 3 familier:
- Pythoner
- Boaer
- Grubeorme
Ved boaer sidder de som rækker af gruber mellem de skæl, der grænser op til kæberne. Ved pythoner sidder de på selve skællene. Grubeorme har et par gruber mellem øjne og næsebor.
Hos alle arter er varmegruberne beklædt med et cellelag, der indeholder mange varmereceptorer, som hver har forbindelse til hjernen.
Med disse celler kan slanger f.eks. registrer de yderst små trmperaturstigninger, der skyldes små varmblodede byttedyr(selv øgler som er koldblodede udstråler varme, da deres kropdtemperatur bliver højere end omngivelsernes temperatur. når de slikker sol).
Ved hjælp af varmegruberne kan de registrer ændringer helt ned til 0,2 grader.
Varmegruberne er rettet fremad og ved at analysere de varmesignaler, der modtages på hver side af hovedet, kan slangen nøje bedømme afstanden til byttet. Dette betyder at den kan hugge præcis, selv i mørke.
Alle de dataer som varmegruberne giver, bliver opfanget af en slags infrarød radar.
Andre Sanser
Mange slanger har små, meget usynlige knuder eller gruber i skællene. Knuderne er det mest almindelige og menes at være til stede hos alle arter, selvom de ved nogle kun kan være få og lokalt forekommende.
Deres funktion er dog ikke kendt endnu, men det menes at den har et sanseformål, da der sidder ekstra mange nerveender umiddelbart under dem.
De kan muligvis have noget med følesansen at gøre, da de synes at være talrigeste på de dele af kroppen, der kommer i kontakt med underlaget, når slangen bevæger sig.
Ikke alle slanger har gruber. De fleste gruber sidder på slangens hoved, men der sidder også nogle parvis i spidsen af hvert dossalt(ryg-) skæl.
Gruberne er muligvis lysfølsomme, så slangen kan vide om dele af dens krop stadig er synlig, når den skjuler sig.
Dertil kan gruberne også evt. spille en rolle ved kemisk kommunikation.
Man ved ikke meget om denne form for kommunikation blandt slanger, men man mener at de kan sanse tilstedeværelsen af andre artsfælle.
Nogle slanger har særlige sanseorganer som man kalder varmegruber.
Disse findes ved 3 familier:
- Pythoner
- Boaer
- Grubeorme
Ved boaer sidder de som rækker af gruber mellem de skæl, der grænser op til kæberne. Ved pythoner sidder de på selve skællene. Grubeorme har et par gruber mellem øjne og næsebor.
Hos alle arter er varmegruberne beklædt med et cellelag, der indeholder mange varmereceptorer, som hver har forbindelse til hjernen.
Med disse celler kan slanger f.eks. registrer de yderst små trmperaturstigninger, der skyldes små varmblodede byttedyr(selv øgler som er koldblodede udstråler varme, da deres kropdtemperatur bliver højere end omngivelsernes temperatur. når de slikker sol).
Ved hjælp af varmegruberne kan de registrer ændringer helt ned til 0,2 grader.
Varmegruberne er rettet fremad og ved at analysere de varmesignaler, der modtages på hver side af hovedet, kan slangen nøje bedømme afstanden til byttet. Dette betyder at den kan hugge præcis, selv i mørke.
Alle de dataer som varmegruberne giver, bliver opfanget af en slags infrarød radar.
Andre Sanser
Mange slanger har små, meget usynlige knuder eller gruber i skællene. Knuderne er det mest almindelige og menes at være til stede hos alle arter, selvom de ved nogle kun kan være få og lokalt forekommende.
Deres funktion er dog ikke kendt endnu, men det menes at den har et sanseformål, da der sidder ekstra mange nerveender umiddelbart under dem.
De kan muligvis have noget med følesansen at gøre, da de synes at være talrigeste på de dele af kroppen, der kommer i kontakt med underlaget, når slangen bevæger sig.
Ikke alle slanger har gruber. De fleste gruber sidder på slangens hoved, men der sidder også nogle parvis i spidsen af hvert dossalt(ryg-) skæl.
Gruberne er muligvis lysfølsomme, så slangen kan vide om dele af dens krop stadig er synlig, når den skjuler sig.
Dertil kan gruberne også evt. spille en rolle ved kemisk kommunikation.
Man ved ikke meget om denne form for kommunikation blandt slanger, men man mener at de kan sanse tilstedeværelsen af andre artsfælle.
Reproduktion
Kønsbestemmelse og reproduktion
Det kan ofte være svært at konsbestemme slanger. Ofte kan dyrehandlere ikke se forskel.
Derfor ender folk sit med at komme hjem med 2 ens køn, hvis det ene køn er i overtal.
Det er kun terrarieholdere og herpetologer, som kan se det, da de har god erfaring med det.
Men f.eks. ved snoge, har antallet af skæl fra kloak til halerod betydning for kønnet. Men ellers så er hunnen større og fyldigere end hannerne fra kloak til halerod.
Parringen ved slanger er ofte en leg det meste af tiden.
Det hele starer i første omgang med at hunnen spreder sine duftspor og lader derved hanner vide at hun er "villig". Duftsporet vil hurtigt blive opfanget af hannerne, som følger sporet tilbage til hunnen.
I nogle tilfælde vil mere end 1 han opfange duftsporet og der vil derved opstå kamp. Hannerne skader aldrig alvorligt hinanden i disse kampe, da kampene handler om størrelse og kræfter.
Efter den tabende han har forladt stedet, vil der blive opledt et forspil mellem sejrs-hannen og hunnen.
Nogle slanger udføre en dans inden selve parringen.
Hannen følger efter hunnen indtil han bider sig fast i hende, så han er i stand til at flytte sin vægt oven på hende.
De snoer sig rundt om hinanden og hunnen forøger ofte at trække sig lidt væk.
Når hannen bidt sig fast i hunnen er han i stand til at kunne stimulere hende ved at at køre hans klo omkring hendes kloak.
Dette gør hunnen opstemt og hannen kan derved føre sin hemipens ind i hende.
Lige så snart hannen er inde i hende hænger han fast, da hemipensen er udstyret med pigge små pigge, hvilklet gør at parringen vil blive udført uanset hvad.
Hannerne har 2 hemipenser så parringen kan ske uanset hvilken side han står af hende.
Efter parringen skilles de(nogle arter bliver sammen lidt endnu) og hunnen finder et passende sted til hun kan udruge sine æg.
Det er forskelligt hvor mange æg, slanger ligger. Det variere fra art til art.
De fleste slanger ligger æg, men der er nogle som føder levende unger.
Befrugtningen
Slanger har indre befrugtning og bliver befrugtet af en af hannens hemipenser. Befrugtningen kan finde sted kort tid efter parringen eller os kan hunnen opbevarer sæden i sine æggeledere (hvilket betyder at det kan være afvekslende hvornår hunnerne lægger æggene).
Æg udviklingen starter højt oppe i æggelederne. Herefter glider de befrugtede æg ned gennem æggelederne, hvor kirtlerne i livmoderen
udskiller en substans som omringer æggene.
Forholdene af disse forskellige substanser er afgørende for om æggene bliver lagt og derefter udviklet eller om æggene bliver udviklet inde i slangen.
Længden af fostrets udvikling variere efter art samt temperatur.
Det kan ofte være svært at konsbestemme slanger. Ofte kan dyrehandlere ikke se forskel.
Derfor ender folk sit med at komme hjem med 2 ens køn, hvis det ene køn er i overtal.
Det er kun terrarieholdere og herpetologer, som kan se det, da de har god erfaring med det.
Men f.eks. ved snoge, har antallet af skæl fra kloak til halerod betydning for kønnet. Men ellers så er hunnen større og fyldigere end hannerne fra kloak til halerod.
Parringen ved slanger er ofte en leg det meste af tiden.
Det hele starer i første omgang med at hunnen spreder sine duftspor og lader derved hanner vide at hun er "villig". Duftsporet vil hurtigt blive opfanget af hannerne, som følger sporet tilbage til hunnen.
I nogle tilfælde vil mere end 1 han opfange duftsporet og der vil derved opstå kamp. Hannerne skader aldrig alvorligt hinanden i disse kampe, da kampene handler om størrelse og kræfter.
Efter den tabende han har forladt stedet, vil der blive opledt et forspil mellem sejrs-hannen og hunnen.
Nogle slanger udføre en dans inden selve parringen.
Hannen følger efter hunnen indtil han bider sig fast i hende, så han er i stand til at flytte sin vægt oven på hende.
De snoer sig rundt om hinanden og hunnen forøger ofte at trække sig lidt væk.
Når hannen bidt sig fast i hunnen er han i stand til at kunne stimulere hende ved at at køre hans klo omkring hendes kloak.
Dette gør hunnen opstemt og hannen kan derved føre sin hemipens ind i hende.
Lige så snart hannen er inde i hende hænger han fast, da hemipensen er udstyret med pigge små pigge, hvilklet gør at parringen vil blive udført uanset hvad.
Hannerne har 2 hemipenser så parringen kan ske uanset hvilken side han står af hende.
Efter parringen skilles de(nogle arter bliver sammen lidt endnu) og hunnen finder et passende sted til hun kan udruge sine æg.
Det er forskelligt hvor mange æg, slanger ligger. Det variere fra art til art.
De fleste slanger ligger æg, men der er nogle som føder levende unger.
Befrugtningen
Slanger har indre befrugtning og bliver befrugtet af en af hannens hemipenser. Befrugtningen kan finde sted kort tid efter parringen eller os kan hunnen opbevarer sæden i sine æggeledere (hvilket betyder at det kan være afvekslende hvornår hunnerne lægger æggene).
Æg udviklingen starter højt oppe i æggelederne. Herefter glider de befrugtede æg ned gennem æggelederne, hvor kirtlerne i livmoderen
udskiller en substans som omringer æggene.
Forholdene af disse forskellige substanser er afgørende for om æggene bliver lagt og derefter udviklet eller om æggene bliver udviklet inde i slangen.
Længden af fostrets udvikling variere efter art samt temperatur.
Alt efter hvilken art, variere det, hvad der sker med æggene efter de er lagt.
Nogle slangearter forlader æggene så snart de er lagt, mens andre ligesom konge kobraen bliver ved æggene indtil de er udklækket.
Så snart æggene er klækket må ungerne klarer sig selv.
